Om foreningen
Baggrunden for at stifte Gudenaadalens Gymnastikforening er et ønske om at tilbyde borgere i og omkring Gudenaadalen en gymnastikforening, der har kvalitet i højsædet. En forening, der kombinerer de gode værdier fra foreningslivet med elementer som fleksibilitet fra fitnessverdenen.
GGFs overordnede formål er gennem kvalitetstilbud inden for gymnastik, fitness og bevægelse at fremme sundhed og socialt samvær for borgere i og omkring Gudenaadalen.
Vores grundværdier er:
- Kvalitet og udvikling
- Engagement og fællesskab
- Gennemsigtighed og åbenhed
Kvalitet er et nøgleord i GGF. Fos os betyder kvalitet, at alle i GGF skal være rustet til at varetage de opgaver, de har – lige fra instruktører til bestyrelse. Det betyder, at alle instruktører skal være uddannede inden for gymnastik, fitness eller bevægelse, og at de skal have kompetencer og færdigheder, der matcher de hold, de er instruktør på.
I GGF fordeles opgaverne ud på mange hænder, så det sikres, at ingen ’kører træt’ – og det er målsætningen, at foreningen drives af mange kræfter frem for en topstyring. For at dette kan blive virkelighed skal medlemmerne engageres i foreningens forskellige niveauer – f.eks. gennem forældre-involvering på børneholdene.
Generelt gælder det, at alle skal beskæftige sig med det, de er bedst til – kun sådan kan GGF tilbyde medlemmerne den bedste træning.
I GGF vægtes udvikling og nye idéer meget højt. Vi arbejder efter devisen ’Hvis man ikke er under udvikling, er man under afvikling’. Det er både i forhold til udvikling af instruktører, hold og selve foreningen. Man skal have mange nye idéer for blot at få én god – og alle idéer er mere end velkomne.
Vi vil tilbyde det bedste til vores medlemmer – både på det sportslige og personlige plan. Derfor er engagement og fællesskab vigtige værdier i GGF. Foreningens instruktører og ledelse skal være engagerede og brænde for det, de laver. De skal kunne deres ’kram’ og være entusiastiske formidlere, så medlemmerne oplever glæden ved at bevæge sig og bruge sin krop sammen med andre. På den måde skabes unikke fællesskaber, som både giver god energi og nye venner.
Gennemsigtighed og åbenhed i GGF betyder, at ingen processer er besværliggjort og alt er tilgængeligt for alle. Der er åbenhed på flere plan i foreningen – både over for idéer og udvikling og over for mennesker og nye relationer. Foreningen er altid åben over for nye kompetente instruktører, og afviser aldrig nye kræfter.
Info om brug af billeder
Gudenaadalens Gymnastikforening anvender situationsbilleder fra arrangementer, træninger m.m. på vores hjemmeside og til anden markedsføring (jf. persondataloven). Ønsker du som gymnast eller værge til en gymnast ikke at blive fotograferet, respekterer vi selvfølgelig det. Giv blot bestyrelsen besked herom.